Om børn, test og kasser

I forbindelse med Laurits’ sprog så er han efterhånden blevet testet i ret mange ting. Og af ret mange forskellige mennesker… En af de ting jeg tænker hver gang jeg ser sådan en test er, hvor standardiseret og opstillet det er. Jeg mener… Selvfølgelig bliver man nødt til at have nogle rammer man mener et barn skal være indenfor i den og den aldersgruppe, for at man ved hvad man kan forvente. Sådan er det… Men når jeg så tænker på hvor forskellige bare mine egne børn er, så forstår jeg godt det ikke altid er lige nemt at komme igennem de der tests. Lad os tage et eksempel… 

I børnehaven motorikscreener man børn og det synes jeg i og for sig er en rigtig god ide. For der er rigtig mange børn der har en eller anden motorisk udfordring i større eller mindre grad – og som forælder er man jo ikke altid lige opmærksom på Per skal have lidt mere øvelse i balancen eller Pia lige skal have lov at øve sig i mere selvhjulpenhed. Det der får mig til at stejle lidt er måden testene skal udføres på. Et fuldstændig standardiseret skema med x antal øvelser, som barnet skal vise det kan. “Så skal du stå på et ben i 3 minutter”. Jeg ved ikke om det er en af opgaverne, men det kunne være et eksempel. Men hvad så hvis man ikke kan det? Men man er skide god til at drible med en bold? Er man så helt motorisk afsporet? Sådan kan det godt komme lidt til at lyde. 

Her tænker jeg på min egen dreng. Han har da helt sikkert nogle motoriske udfordringer der skal arbejdes med, men hvis man nu så på hele barnet og ikke kun det han præsterer i sådan en test, så ville man få et lidt andet billede af barnet. Ja han er en skovl til at holde om en blyant og en saks. Han gider det nemlig ikke. “Jeg kan ikke”, siger han. Hvilket faktisk er fordi han hellere vil ud og lege. Han er heller ikke super god til at holde balancen på et ben eller hoppe gadedrengehop. Det skal man altså også kunne. Men han dribler som en anden Laudrup, kan klatre som en bjergged og har et ganske godt skud med en fodbold. Han er også god til at slå kolbøtter og lave tricks på trampolin. Det bliver man bare ikke testet i i sådan en screening. 

Nu er det lige motorikken jeg fremhæver her, men egentlig kunne det være en hvilken som helst test vi udsætter vores børnehavebørn og små skolebørn for. De giver os et overblik over om de ligger indenfor normalen, men hvad er normalen? Kan man ikke være normal uden man passer ind i et skema eller man måske ikke lige er god til det der står på papiret? For ikke at snakke om den kunstige situation sådan en test ofte foregår i, hvor et barn skal gøre nogle ting på kommando for en “fremmed”. Min ældste søn er tilpas autoritetstro til det måske kunne lade sig gøre, men den mellemste vil rive sig i tøjlerne og nægte med “det kan jeg ikke” eller fjolle hvis han føler sig usikker. Skulle man ikke hellere fokusere på at lytte til barnets nære voksne, så man får set det hele barn? 

Børn er ikke dumme og de kan godt mærke hvis de ikke opfylder de forventninger der er til dem. Tænk allerede at skulle føle sig forkert som 5-årig. Det får jeg ondt i maven over at tænke på… Alle er gode til noget, men måske er det ikke det man skal være god til. Men det gælder stadig. 

Skriv et svar