Hvornår skal i så giftes?

I efterhånden 4 år har jeg været forlovet med Jacob, så spørgsmålet om hvornår vi så skal giftes har vi efterhånden fået en del gange. Forståeligt nok… For det er alt andet lige en ret lang forlovelsestid vi har haft os! Svaret er meget kedeligt for ærlig talt, så aner jeg det ikke. Vi har absolut ingen planer om bryllup og det er lidt som om det hele tiden bliver prioriteret lavest når vi planlægger frem i tiden.

For sådan et bryllup er dyrt og selv med et “budget-venligt” bryllup vil det stadig skulle være en prioritering for os. Og helt ærligt… 30-40.000 kunne jeg virkelig godt finde mange andre ting at bruge på der er mere presserende! For 2 1/2 år siden valgte vi at købe hus, hvilket jo selv sagt er lidt et indhug i ens økonomi. Så valgte vi at få barn nr. 3 hvilket betød vi skulle have større bil og ja sådan helt generelt er det noget af en post af fodre og beklæde tre børn. Så opsparing er ikke lige det der fylder mest hos os.

Det er jo et aktivt valg vi har taget, hele tiden at bruge vores penge på noget andet end et bryllup, og faktisk tror jeg ikke det betyder så meget for os endda at blive gift. Vi har lavet testamente og sikret hinanden den vej, så den juridiske del er der styr på. Ja så skulle det være for kærlighedens skyld man blev gift? Det er i og for sig vel også det et bryllup er ment for.

Jeg kan bare mærke at det der bryllup betyder mindre og mindre for mig. Ikke fordi jeg elsker Jacob mindre og mindre, men fordi jeg tænker vi har valgt hinandens kærlighed til i kraft af vores børn og det liv vi lever sammen hver dag, hvor vi støtter og hjælper hinanden. Jeg har nok bare altid tænkt at “man skal da giftes og det er sådan noget enhver kvinde skal glæde sig til”. Men det tænker jeg faktisk ikke mere.

Om vi nogensinde bliver gift – det aner jeg ikke. Hvis muligheden byder sig en dag kan det da godt være, men ærlig talt kan jeg slet ikke se det skulle ske indenfor de nærmeste år. Så ville det være mere sandsynligt vi fik en ups’er! Ej pjat det skal vi heller ikke… Men lige nu dimler jeg altså lidt med tanken om at leve sammen i ugift synd. For det kan man vel også godt?

Skriv et svar